tirsdag den 24. september 2013

Lus og lange lokker

Lige efter sommerferien, begynder 18 nye børn i børnehaveklassen. Alle børnene er særlige, men en af drengene er helt særlig. Han er en vaks lille blond dreng på fem år, der gerne vil være atomfysiker, når han bliver stor. Han er en dreng, der har rigtig svært ved at deltage i forsamlinger med andre børn. Han har svært ved at sidde stille og lytte. Allerede første dag, i første lektion, bliver han sendt ud fra samlingslokalet, fordi han larmer så meget, at ingen kan koncentrere sig om andet end ham. Han kommer ud til sit eget bord i klassen, hvor han kan sidde og tegne, det har han det tilsyneladende fint med.


Denne dreng har endvidere svært ved at omgås andre børn og kan ikke gå forbi nogen, uden at slå, nive, kradse eller lignende. I anden uge af skoleåret, er der national luse-dag, det er en fredag og alle børn skal kæmmes af deres forældre efter skole. Den efterfølgende mandag, bliver der ikke talt ret meget om det med lusene. Der var en enkelt pige, der havde lus, og hendes forældre har taget hånd om problemet.Senere samme mandag, har børnehaveklassen idræt på nogle udendørsarealer, 15 minutters gang fra skolen. Både til og fra skolen, går børnene i gå-række. Det, at gå i gå-række, er en udfordring for den lille dreng, og det ender med at jeg som voksen, må gå med ham i den ene hånd. Han kan ikke forstå at han skal holde i hånd og kradser mig derfor inde i hånden og på armen. De har idræt, og der er ikke de store konflikter. Men da det er tid til at samle børnene og danne gå-række, for at gå tilbage til skolen, begynder en pige med langt hår at græde. Hun er gå-makker med den helt særlige dreng. ”Hvad skete der? ” spørger jeg. ”Han hev mig i håret!” græder pigen. Jeg spørger drengen, hvorfor han dog hev hende i håret?  han svarer meget overrasket: 

"Jeg skulle jo bare se om hun havde lus!"

Skrevet af Julie

Ingen kommentarer:

Send en kommentar