Vandpolo
– En fortælling af Line K.
Den 20-årige Anna var på et udlandsophold på den
spanske turist ø, Gran Canaria. Hun arbejdede på et hotel, som en del af et
entertainment team, hvor hun arbejdede i ”Mini Club”, der fungerede som en form
for fritidshjem for hotellets gæster i alderen 4-14 år. I løbet af dagen stod
hun for en række aktiviteter, som for eksempel bueskydning, mini golf og
petanque.
En tirsdag formiddag gik Anna den velkendte tur
rundt om hotellets pool for at tilkalde børn, som skulle være en del af den
næste aktivitet, nemlig vandpolo. Det var en solrig, varm dag og alle gæsterne
omkring poolen, så glade og tilfredse ud, og smilte høfligt til Anna, som hun
gik sin runde om poolen. Da vandpolo skulle starte, havde Anna kun fået indsamlet
to drenge til at spille, men hun valgte, at de alligevel skulle sætte
aktiviteten i gang. Fordi de kun var to drenge, blev kampen en mod en. Anna
kunne godt se, at den ene dreng var noget større end den anden, men hun gav
spillet en chance, for drengene havde jo meldt sig og ville gerne spille.
Anna giver et pift i sin fløjte, og spillet er i
gang. Den større dreng, der hedder Peter, får hurtigt scoret en del mål og den
anden dreng, Samuel, virker hurtigt opgivende og frustreret over, at han knap nok
rører bolden. Efter en del flere scoringer fra Peter, er Samuel nu så
frustreret, at han ikke ved hvad han skal stille op. Det næste der sker, går
meget hurtigt. Samuel har endelig fået fat i bolden, men da Peter igen snupper
den ud af hånden på ham, bliver det for meget for Samuel. Han springer ud efter
Peter og begynder skrigende og grædende at slå, kradse og sparke ham. Anna
farer ud i vandet, hvor spillet foregik, og får adskilt de to drenge, der nu
begge er begyndt at slå fra sig. Der kommer andre voksne til, som hjælper med
at holde de to drenge adskilt. Anna, der holder fast i Samuel, forsøger at
holde ham og få ham til at falde ned igen, men forgæves. Han stormer væk fra
poolen og gemmer sig bag ”Mini Club” klubhuset. Peters forældre er i mellemtiden
kommet for at trøste Peter, og Anna forklarer dem situationen og prøver at
lette den trykkede stemning, der er opstået.
Anna finder Samuel bag klubhuset. Han er ked af det,
vred og frustreret, så Anna starter forsigtigt en samtale med ham om hvad der
er sket, hvordan det kunne være undgået og hvad hun kunne gøre for at den næste
aktivitet ikke også endte sådan. Lige så stille falder Samuel ned igen, og får
sat egne ord på episoden. Anna spørger Samuel, om de ikke skal finde hans
forældre og fortælle dem om, hvad der er sket, men Samuel udtrykker, at de nok har
travlt med at sole sig ved poolen.
Efter episoden, der har forskrækket Anna meget,
fortsættes dagens næste aktiviteter og et par dage senere ser Anna, at Samuel
og Peter igen deltager i samme aktivitet, men denne gang uden komplikationer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar